Projekter i SI Skive under FN mål nr. 1:
- Angolaprojekterne – opfylder flere delmål i lokalområdet
- Dansk-Indisk Børnehjælp – skolegang sikrer delmål 1.1.
- Giv en pige ret – identitetspapirer sikrer delmål 1.1. i Mali
- Tukae – uddannelse sikrer delmål 1.1. i Tanzania
Mål nr. 1: AFSKAF FATTIGDOM
Vi skal afskaffe alle former for fattigdom i verden
Delmål:
1.1 AFSKAF EKSTREM FATTIGDOM
Ekstrem fattigdom skal helt afskaffes, for alle mennesker, overalt i verden, inden 2030. Det vil sige, at ingen skal leve under den internationale fattigdomsgrænse, som p.t. er på 1,90 dollars om dagen.
1.2 HALVER GENEREL FATTIGDOM
Inden 2030 skal andelen af mænd, kvinder og børn, der lever under de nationalt definerede fattigdomsgrænser, mindst halveres.
1.3 INDFØR SOCIALE SIKKERHEDSNET
Der skal indføres nationalt passende sociale beskyttelsessystemer og indsatser for alle, heriblandt sociale sikkerhedsnet, og inden 2030 skal de fattige og udsatte have opnået betydelig dækning.
1.4 GIV LIGE RETTIGHEDER TIL EJERSKAB
Inden 2030 skal vi sikre, at alle mænd og kvinder, især de fattige og udsatte, har lige rettigheder til økonomiske ressourcer. Der skal også være adgang til basale ydelser, ejerskab og kontrol over jord og andre former for ejendom, arv, naturressourcer, passende ny teknologi samt bankforretninger, inklusiv mikrofinansiering.
1.5 OPBYG MODSTANDSDYGTIGHED MOD KATASTROFER
Inden 2030 skal de fattige og udsatte gøres mere robuste overfor klima-relaterede katastrofer og andre økonomiske, sociale og miljømæssige chok.
1.a MOBILISÉR RESSOURCER FOR AT AFSKAFFE FATTIGDOM
Vi skal sikre betydelige ressourcer fra en række forskellige kilder, så udviklingslandene kan gennemføre programmer og politikker for at gøre en ende på fattigdom af alle slags. Ressourcerne skal blandt andet skaffes gennem forbedret udviklingssamarbejde, og skal især komme de mindst udviklede lande til gode.
1.b SKAB POLITISKE RAMMER, DER GAVNER FATTIGE AF BEGGE KØN
Vi skal skabe fornuftige politiske rammer på de nationale, regionale og internationale niveauer, for at støtte større investering i fattigdomsbekæmpelse. Indsatsen skal baseres på udviklingsstrategier, der gør vilkårene bedre for de fattige, og med fokus på begge køn.